I min praksis møder jeg ofte ellers velfungerende mennesker, som i lange perioder oplever en tristhed, der bliver ved. Melankolien, nedtryktheden, tristheden er hele tiden til stede – selvom alt udefra set synes at gå rigtig godt. Det ligner en tristhed uden grund.
Typiske udsagn er:
- Mit liv kører jo. Det går godt på jobbet/uddannelsen, jeg har mange venner og klarer mig godt. Så jeg burde ikke være ked af det!
- Jeg føler mig tit ensom, også selvom jeg er meget social. Jeg kan endda føle mig ensom sammen med en kæreste/date/ven
- Jeg synes, det er svært at finde/være sammen med en kæreste. Det er nemmere at være alene, så bliver man ikke såret
- Jeg mangler egentlig ikke sexpartnere; det er nemt nok at score/date – men det bliver aldrig til mere.
Når du føler en grundlæggende tristhed på trods af succes
Netop fordi du ude fra – og nok også af dig selv – ses som en stærk person, der har styr på tingene, er dygtig, velbegavet og handlekraftig, har du svært ved at give dig selv lov til at være ked af det. Måske skammer du dig over ikke at være glad og tilfreds. Måske føler du dig utaknemmelig. Men der er en grund til, at du føler dig trist. Det er hårdt hele tiden at være i kontrol. Ikke at kunne give slip. At skulle præstere på et højt niveau for at være god nok.
Forskellen på selvtillid og selvværd
Selvværd handler om det, du tænker om dig selv, den værdi du giver dig selv, og måden du dømmer dig selv på. Det er dét, du er. Selvtillid er mere baseret på ydre ting. For eksempel om du føler, at du er god til dit arbejde eller er dygtig i skolen. Det er dét, du kan.
God selvtillid og højt selvværd hænger ikke nødvendigvis sammen. Du kan virke selvsikker ud af til og samtidig kan føle dig forkert og utilstrækkelig indeni.
Behandling
I terapien vil jeg have fokus på dit selvværd kontra din selvtillid. På hvordan du kan acceptere, at også du har lov til at give slip. At tro på, at du ikke er dine præstationer. Og erkende, at også du er værdifuld, simpelthen fordi du er dig.