Måske har du i en længere periode følt dig presset på jobbet. Du når ikke til bunds i indbakken, er limet til arbejdstelefonen og tager opgaver med hjem efter arbejdstid. Måske er der sket en større omvæltning på hjemmefronten, der gør, at du føler dig utilstrækkelig og ikke er den partner eller forælder du gerne vil være.
Symptomer på stress
Stress handler grundlæggende om en ubalance. En ubalance mellem det, du forventer at skulle præstere, og hvad du realistisk kan klare. Når reserverne er brændt af, oplever kroppen en krisetilstand. Stress har altid et fysisk udtryk, men udtrykket kan variere fra person til person. De mest almindelige symptomer er:
- Jeg har mave- eller hovedpine og bekymrer mig ofte
- Jeg er træt men har alligevel svært ved at falde i søvn om aftenen
- Jeg har svært ved at være i nuet og mit liv handler nærmest kun om de daglige gøremål
- Jeg er nedtrykt og har let til tårer uden reel grund
- Jeg glemmer ting og har svært ved at koncentrere mig
- Jeg har manglende sexlyst
- Jeg har svært ved kontakt med mine nærmeste
En ond cirkel
I min praksis oplever jeg, at de, der får stress, tit har svært ved at mærke egne behov og sætte grænser. F.eks. kan det være ubehageligt at sige fra over for en chef, når arbejdsopgaverne bliver uoverskuelige eller tage en snak med kæresten, når det hele brænder på.
Men presser du dig selv, bliver det endnu sværere at få kontakt til det, der er sundt og godt. Ubalancen øges, det bliver vanskeligt at finde fodfæste, og du prøver måske at løbe endnu hurtigere for at få tingene til at falde på plads. Det er en ond cirkel, og stressen forværres.
Hvis du over længere tid har en eller flere af symptomerne på listen og føler dig utilstrækkelig og opgivende er det vigtigt at søge hjælp. Stress kan nemlig udvikle sig til en depression, hvis der ikke bliver taget hånd om det.
Sådan behandler jeg stress
I behandlingen har jeg fokus på at genoprette en fornuftig balance, så du igen får kontrol over dit liv og kan mærke, det er dig, der bestemmer. Der skal være et fornuftigt forhold mellem præstation og pause, og skal du trænes i at mærke, hvad du har brug for og give udtryk for det. Behandlingen har tre trin:
- Mærk behov
- Tag ansvar
- Udtryk/reagér på behov
Konkret arbejder jeg med opmærksomhedsøvelser. Du skal finde tilbage til det, der skaber ro og glæde for at bryde stress-cirklen. Tankemylderet skal bremses, og du skal have kontrollen tilbage. Ved at løse små afklarede opgaver hver dag, er det målet, at du igen skal kunne overskue, hvad der er vigtigt, hvad der kan vente, og hvad der måske ikke længere skal fylde i dit liv. Det skaber ro og tryghed.